Mærkesager

Byens udvikling afhænger af mange faktorer, der helst skal spille sammen. DTU skal ikke udvikle sig i én retning og Lyngby i en anden. Det er simpelthen meningsløst og vil først og fremmest gå ud over borgerne i byen. DTU og Lyngby bør tænkes sammen, så selve byen i højere grad indtænkes i udviklingen af DTU som internationalt universitet. Byens borgere skal have afgørende indflydelse på, hvordan byen skal udvikle sig, og ikke alene ved valget af kommunalbestyrelsesmedlemmer hvert 4. år, men ved direkte involvering.

Lyngby spiller en rolle som regional hovedstad for især handel. Man kunne også forestille sig at Lyngby kunne have en rolle som regional hovedstad for kultur. I de kommende år vil der formentlig ske en yderligere udvikling af Lyngby, der vil skabe endnu mere byliv og tiltrække yderligere spændende aktiviteter til byen. Men det sker kun, hvis vi arbejder for det. Alternativet er, at Lyngby langsomt men sikkert vil miste sin betydning som handelsby, fordi markedet, kunderne, butikkerne og bylivet søger andre steder hen.

Byudviklingen skal baseres på hensyn og harmoni med omgivelserne og på, at det nye reelt tilfører ekstra kvaliteter til bylivet udover blot nye beboere, beskatningsgrundlag og virksomheder.

Kommunens øvrige byområder i Virum, Sorgenfri, Lundtofte, Hjortekær og Ulrikkenborg er reelt fuldt udbyggede byområder og behøver ikke yderligere udvikling eller fortætning.

Der vil være delområder af disse byområder, hvis anvendelse ændrer sig, og andre områder, hvor bebyggelserne ændrer sig. Her skal vi sikre os, at vi ikke får ødelagt eller ændret bevaringsværdige huse og helheder, sammenhængende bevaringsværdige bebyggelser og natur. 

Det er efter min mening super vigtigt at fastholde den natur vi har, så tæt på borgerne som muligt. Det er ingen sag, at agitere for beskyttelse af dét, der allerede bliver beskyttet, så som Dyrehaven og Mølleådalen.

Man skal med andre ord beskytte det grønne, som ikke i forvejen er beskyttet – i høj grad imod byggeri, men også imod udnyttelse til andre formål, der følger af udvikling af andre byområder – bedst illustreret ved at udvikling af traceet til omfattende erhvervsbebyggelse tillige medfører et pres på at placere tekniske anlæg i omgivelserne rundt om, f.eks. i Lundtofte landsby. Det er dén slags usammenhængende planlægning, der skal undgås.

Traceet bliver i det hele taget et eksempel på alt for voldsom byudvikling, hvor der på ingen måde er taget andre hensyn end salgbarheden  af byggejord og hvor meget, der kan gøres plads til. Hvis disse planer på nogen måde kan rulles tilbage og tilpasses i skala og volumen, ville det være ønskeligt.

jeg går ind for følgende:

Demokratisk byudvikling

  • byudvikling sker på borgernes præmisser – opstil nogle overordnede mål for, hvad byen skal kunne, og lad borgerne deltage i at opstille metoderne
  • borgerinvolvering bliver en indarbejdet praksis i byudviklingen – involver borgerne så tidligt som muligt i, hvilke planer, der er under overvejelse. Borgerne har ideér, der måske burde tænkes med ind fra start og måske endda berettigede bekymringer, som det er vanskeligt at tilpasse en igangværende byplanlægning til, hvis der først gøres opmærksom på den i en endelig høringsfase

Arkitektur og harmoni

  • vi får mere kunst i byrummene – udsmykning og kunst handler om at tilføre glæde og skabe bedre byrum. Det handler også om kærlighed og identitet.
  • arkitektur er med til at fremme harmoni i byrummene – mange opfatter nyt byggeri som enkeltstående bygninger, der ikke indpasser sig i miljøet og i sine omgivelser, men derimod virker dominerende, for store og uharmoniske. Det skal der gøres op med. Arkitekturen skal ikke modarbejde harmoni, men derimod skabe den.

    Når der skal bygges nyt, skal der tænkes i materialer, farver, detaljer, skala, proportioner, variation, men på en måde, så det fremmer harmoni med omgivelserne, naturen, naboerne, nabobygningerne, byrummet og bydelen.

Natur og bevaringsværdier

  • Lyngby-Taarbæk Kommune agerer reelt bæredygtigt. Vi skal passe på naturen på en skånsom måde. Vi skal ikke køre med store maskiner, der slår græs og kllipper buske ned i den fredede Mølleådal, hvis der er andre metoder, der er mere skånsomme.

    Vi skal ikke bygge med materialer og metoder, der er dårlige for miljøet, i sig selv anvender store mængder CO2 og energi og som skaber dårligt indeklima. Vi skal lægge særligt vægt på at driften af kommunens ejendomme giver lang levetid og sunde miljøer – det er billigere at passe på sine ting end at rive dem ned og bygge nyt. Det gælder også i bæredygtigheds-sammenhænge.

  • vi skal også passe på den natur, der er tæt på os. Det er at sparke en åbentstående dør ind at passe på den natur, der er fredet. Vi skal derimod passe rigtigt godt på den natur, der er tæt på os, naturen i vores lokale boligkvarterer, de små parker og grønne områder, vejtræerne, de små grønne byrum osv. Det er dem, der er mest udsatte og også dem, der giver mest grønt tilbage til flest mennesker.
  • vi skal passe på kommunens bygninger, også de bevaringsværdige bygninger. Bevaringsværdige bygninger har flere roller. De indgår ofte i et større bevaringsværdigt kulturmiljø. De fortæller en del af historien i byen og er med til at vise identitet. De har ofte i sig selv en æstetik og en ånd, som man bør søge harmonisk at indpasse sig efter i det pågældende område.
  • vi skal passe på, understøtte og fremme kulturmiljøerne i kommunen. Kommunens kulturmiljøer giver identitet og sjæl til området. De fortæller en historie. De er smukke omgivelser og reelt kulturbærende for de områder, de er en del af. Man bør arbejde på at genskabe de elementer af kulturmiljøerne, der tidligere er gået tabt, eller i det mindste sikre ved registrering og opfølgning, at man ikke mister yderligere værdier.